Min baggrund

Jeg har mere end 20 års bred erfaring med lejeret og mit udprægede behov for retfærdighed førte i sin tid også til min videreuddannelse til advokatsekretær og med flere tillægsuddannelser på området.

Det hele startede i sidste årtusinde, da jeg måtte kæmpe hårdt for beboerdemokrati, mens jeg boede i et stort alment boligselskab i Greve / Storkøbenhavn – og da jeg flyttede til Jylland i 2010 kom jeg hurtig i bestyrelsen hos LLO i Sønderborg (siden ændret til Danske Lejere) og efter en senere flytning kom jeg til ”ditto Lejerforening” i Esbjerg.

Foruden mine mange års bestyrelseserfaring, både i boligselskab og forskellige lejerforeninger, så har jeg ikke mindst rigtig mange (også meget dårlige) personlige erfaringer som lejer, hvilket til gengæld har givet mig en bred vifte af viden og erfaring, som nu kan gavne andre.

Jeg har desuden i mange år været en lejerrepræsentant ved både Beboerklagenævn og Huslejenævn, lægdommer ved flere Boligretter – og jeg har i mere end 10 år ydet hjælp til lejere og udlejere med at løse konflikter og få afsluttet tvister.

Det er primært de mange sager i Huslejenævnet, som har inspireret mig til dette her, for udfaldet kunne ofte have været bedre for lejerne, hvis den indbragte klage f.eks. havde været mere specifik og / eller ikke blot enten en noget hjælpeløs klage fra lejer selv eller en ganske tydelig enslydende standardtekst fra en ekstern rådgiver, som ofte har tjansen som en del af sin jurauddannelse…